Det Grønne Hus, Vestergade 3C, 4600 Køge. Tlf. 56676070. Mail eetfdgh@koegekom.dk 

skrevet den 24.9.2003


Alle kan køre langt på literen!

Af Tommy Olsen

Det er ikke gratis at køre bil, hverken for den enkelte bilist eller for miljøet. Derfor vil det være en fordel for alle, hvis vi kører lidt længere på literen. Og det har alle mulighed for, dels ved at køre benzin-økonomisk, dels ved at vælge det rigtige udstyr til bilen og endelig ved at vælge den rigtige bil.

Sådan kører din gamle bil længere…

www.FDM.dk <http://www.FDM.dk> kan man læse en række gode råd om hvordan man kører benzinøkonomisk. Hastigheden, adfærden og bilens vindmodstand er de tre væsentligste faktorer. Jo højere hastighed over 80 km/t jo større er benzinforbruget - kører man 130 km/t på motorvejen bliver det dyrt! Aggressiv kørsel kan hurtigt koste 15% mere benzin end nødvendigt. Hurtige accelerationer og nedbremsninger er dyrt både for bezinforbruget, for motor og dæk. Følger man trafikken og er opmærksom, kan en jævn kørsel spare mange penge. Vindmodstand handler ikke kun om bilens form. De fleste moderne biler er meget aerodynamiske. Men står vindue, bagsmækken eller soltaget åbent, eller har man en tagbagagebærer på, koster det. Kørsel med halvåbne ruder ved 120 km/t. kan koste 10% ekstra benzinforbrug.

Drømmer du eller er du vågen?

Når vi køber større forbrugsgoder, er de fleste tilbøjelige til at vælge udfra en drøm. Kan jeg få den sidste nye computer, eller en flot stor bil. Men ofte har man ikke brug for den store bil, de ekstra hestekræfter eller den avancerede aircondition. Det er derfor altid en god idé, at sætte drømmene lidt på stand-by, og overveje grundigt, hvad ens reelle behov er. Det er sjældent, at man har brug for en ”of-roder” til kørsel udenfor almindelig vej, og måske skal man heller ikke købe bil efter den ferie, som man måske bruger bilen til en uge om sommeren. Vurder behovet nøgternt, og vælg den bil du har brug for.

Det er også vigtigt at være opmærksom på det tilbehør bilen har. Bilernes vægt er stigende pga. nyt udstyr, det gælder både sikkerhed og komfort. Det betyder, at bilerne bruger mere benzin. Et aircondition anlæg kan øge benzinforbruget med op til 20%. Måske kan vi stadig klare os uden aircondition i Danmark? En anden mulighed er at købe dæk med reduceret rullemodstand. Her er der lette penge at spare.

Kør rigtigt langt…

Sidste år udgjorde salget af A og B-mærkede biler 31% at det totale bilsalg. Så mange har fået øjnene op for at det kan betale sig, selv om de fleste A-mærkede biler stadig er små. Udvalget vokser år for år. I dag er det kun de færreste bilmærker, som ikke har en A-mærket model.

Benzin eller diesel?

For få år siden var der næsten kun tale om dieselbiler, men i dag er de a-mærkede benzinbiler også på vej. Diselbiler kører længst på literen, og har derfor det mindste udslip at kuldioxid. Til gengæld har de et stort udslip af partikler, som kan være kræftfremkaldende at indånde. Derfor bør man overveje nøje, om man vælger diesel eller benzin. Kører man uden for de tætte byområder, er det vigtigt, at bilen kører langt på literen: vælg diesel. Kører man meget i byen, hvor mange mennesker indånder luften og udstødningen, bør man vælge den renere benzinbil.

Miljøvenlig kørsel ifølge FDM

· FÅ justeret din motor. Dårlig justering kan koste 10%.

· Brug 95 blyfri. Kun biler fra før 1990 kan have problemer med det.

· Kør med korrekt dæktryk.

· Undgå meget kørsel med kold motor. Drop de korte ture i bil. Det gavner også motoren.

· Undgå tomgangskørsel. Sluk motoren, hvis du stopper mere end 1 minut.

· Hvis du bruger Choker skal den slås fra hurtigst muligt efter start.

· Kør i højt gear uden at sejtrække.

· Accelerer jævnt op og brems langsomt ned.

· Hold hastighedsgrænserne. Høj fart koster meget benzin.

· Hold afstand og følg trafikken. Undgå mange accelerationer og opbremsninger.

· Luk døre og vinduer, det giver lavere vindmodstand.

· Brug kun tagbagagebærer, campingspejl ol. når det er absolut nødvendigt.