Den Hvide By omkring CODAN Gummi er blevet opkøbt, og da området qua sin historie, sit arkitektoniske udtryk og sin beliggenhed har store udviklingspotentialer er det oplagt, at man fra begyndelsen stiller krav til bygningernes indhold og fremtidige udtryk. Allerede de første valg lægger grunden for fremtidige værdier.
Det arkitektoniske udtryk i den hvide by fremstår som i begyndelsen af 1900-tallet. Byen grundlagdes med en stringent fremtoning af ensartede hvidkalkede facader, et typisk storindustrielt udtryk og efter en særlig rudeinddelt grundplan. Denne særegne arkitektoniske ensartethed, der dog også rummer forskellighed, kan huse en lang række meget varierende erhverv og funktioner.
Det Grønne Hus har udarbejdet en rapport til de lokale developere, som beskriver de muligheder, der er eller kan gives bydelen. I tilfældet Den Hvide By vil områdets fremtoning og historie tiltale virksomheder, der i forvejen benytter historiefortælling i deres branding, det vil sige de kreative erhverv eller erhverv der identificerer sig med kreativt tænkende mennesker. Man kan sige at aktørerne trækker på den historiske identitet.
Beliggenheden er i rapporten fremhævet både i forhold til områdets interne identitetsskabelse, og i forhold til den umiddelbare nærhed til Køge by, der gør det muligt at samle nye aktiviteter eller aktiviteter, der på nuværende tidspunkt er placeret inde i bymidten.