Giant Alien
Der er fortsat behov for opmærksomhed på bjørnekloplanten, på engelsk kaldet ’The Giant Alien’. Der er kontrol med planten rigtig mange steder. Med fælles indsats har kampagnerne virket. Men den er sejlivet og bliver ved med at dukke op. Især de steder, der ikke bliver passet med slåning, græsning osv. F.eks. er der næsten altid Kæmpe-Bjørneklo på tomme byggegrunde eller industrigrunde.
En god nyhed er at bjørnekloens frø ikke lever så længe, som hidtil antaget. Det var før almindeligt kendt at dens frø kunne overleve i 10 år eller mere. Nu har forskningen vist at langt de fleste frø (80%) spirer allerede det første år. Kun ganske få frø overlever til andet år eller tredje år. Læs mere på www.giant-alien.dk. Bjørneklobekæmpelse handler derfor om at undgå frøspredning.

Køge Kommune
Der er gode nyheder om bjørnekloen fra Køge Kommune. Efter 3 år med kampagnen er planten under kontrol på de områder, der forvaltes af kommunen.
Køge Kommune har gjort en stor indsats for at få bugt med den uønskede plante. Blandt andet er der gennemført opgravning af planter langs Holmebækken og ved Klemmenstrupgård. Der dukker dog fortsat bjørneklo op, både på de nævnte steder og mange andre steder. Derfor er kommunens grønne entreprenører altid på udkig efter bjørneklo, så de bekæmpes inden de bliver til et problem.
Siden 2003 har kommunens borgere henvendt sig til os med deres observationer af bjørneklo. Dette samarbejde har haft stor betydning for den kommunale indsats. Indberetningerne er blevet samlet på et bjørneklo-kort, som løbende bliver opdateret.
Der er en del private ejendomme, der stadig er plaget af Kæmpe-Bjørneklo. Rigtig mange private har gjort en stor indsats for at få kontrol med planten på egne arealer. Der resterer derfor nu kun nogle få særlig genstridige bevoksninger. Men der er etableret en positiv dialog med ejerne, som forhåbentlig vil medføre en ekstra indsats de kommende år.
Skovbo Kommune
Den gode nyhed fra Skovbo er at bjørneklo kampagnen også her har været en stor succes. Ikke at planten er væk, men lodsejere og beslutningstagere i kommunen kender nu omfanget af bjørnekloens udbredelse i kommunen.
De mange henvendelser fra borgere i kommunen har betydet at bjørnekloen er blevet kortlagt. Og der er rigtig mange Kæmpe-Bjørneklo i Skovbo Kommune! I Dyndet, I Ejby Mose og langs Køge Å er der titusindvis af planter.
Skovbo Kommune har derfor besluttet at udarbejde en egentlig indsatsplan. Planen indeholder forslag til prioritering af problemområderne og konkrete ideer til hvordan kommunen kan få kontrol med bjørnekloen.
TAK TIL ALLE I SKOVBO OG KØGE FOR HENVENDELSERNE I ÅR.
DINE OBSERVATIONER ER STADIG VIGTIGE. KAMPAGNEN FORTSÆTTER NÆSTE ÅR.