Klimaet ændrer sig og den menneskelige påvirkning er den væsentligste grund til ændringerne – det er eksperterne enige om. For at sikre at verden arbejder sammen om at begrænse klimaændringerne, vedtog man i 1997 Kyoto protokollen. Men mindst 55 lande, som står for mindst 55% af verdens udledning af CO2 (fra afbrænding af olie, kul og naturgas), skal stå bag aftalen før den er gældende. Det skete da Rusland ratificerede aftalen, som derfor trådte i kraft i onsdags.
Hvad skal vi nå?
Kyoto pålægger EU at begrænse energiforbruget med 8% i forhold til 1990 niveauet. Danmark har påtaget sig at spare hele 21%. Det er en drastisk besparelse, som kræver, at vi alle deltager. Kyoto giver dog mulighed for at ”købe” besparelserne i andre lande, således at vi betaler for gennemførelse af energibesparelser i udlandet mod at kunne medregne besparelsen i Danmarks regnskab. EU har lige udsendt en rapport, hvor de konstaterer, at Danmarks samlede udledning stiger, frem for at falde.
Efter Kyoto´s ophør i 2012 er der behov for yderligere begrænsninger i CO2 udslippet. Vi kan derfor lige så godt komme i gang. Fremtiden byder kun på begrænsninger i CO2 udledningen eller uoverskuelige klimatiske konsekvenser.
En fordel for dig
Danmark har været på forkant med udviklingen af vedvarende energi. Især vindmølleindustrien er et erhvervseventyr uden lige. Udviklingen har de sidste år stået stille, men er nu på vej op igen. Danmark har stor ekspertise indenfor vindmøller, bølgeenergi, solvarme og brintteknologi, kan den udnyttes er endnu et eventyr på vej.
Og markedet vil komme. Selv de mest skeptiske kræfter er i dag klar over, at olieproduktionen vil stagnere indenfor de næste 10 – 20 år. Og med den store og stadig stigende efterspørgsel, vil det betyde eksplosive prisstigninger. Kina og Indien vil overhale USA som verdens største økonomier i 2015. Kan Danmark gå foran i udviklingen af vedvarende energi, bliver vi mindre afhængige af olien, og dermed af de stigende oliepriser – til gavn for os alle.
Fremtidens energi
Fremtidens energikilde bliver el produceret fra vind, bølger og sol. Hertil kommer forskellige former for biobrændsel som biogas, træ, halm og affald. Uran-lagrene tømmes lige så hurtigt som olielagrene, så atomkraft er ikke fremtidens løsning.
I dag er el en dyr energikilde, fordi produktionen er ineffektiv og fordi oplagringsmulighederne er begrænsede. Men med brintteknologien under hastig udvikling, bliver det muligt at omdanne el til brint og brint til el, med et meget begrænset tab. Herved kan sol, vind og bølgeenergi oplagres som brint, flyttes og bruges når der er behov.
Samtidig er udviklingen af energieffektive biler og lavenergibyggerier under stærk udvikling. Fremtidens forbruger kan opnå dagens levestandart med et kraftigt minimeret energiforbrug. De nye lavenergihuse har et energiforbrug på 10% af dagens norm. Biler kan allerede i dag køre 100 km. på 3 liter diesel, og fremtidens biler vil nok køre på brint, og dermed vedvarende energi.
Hvad kan du gøre
- Vær bevidst om dit forbrug – aflæs målerne månedsvis.
- Brug den nye teknologi – den sparer ofte.
- Brug natsænkning, energiruder og fornuftig udluftning.
- Få nye transportvaner. Brug kun bilen når det er nødvendigt!
Olieproduktionen stagnerer indenfor de næste 10 – 20 år
Uran opbruges lige så hurtigt som olien
Den Danske regering har lovet et fald i energiforbruget på 21% inden 2012.
El- og varmeforbruget falder svagt
Transport stiger, de sidste år er stigningen tiltaget.