Dato: lørdag d. 6. maj
Tid: kl. 9:00 - 14:00
Sted: Køge Torv.
Grøn inspiration til hus og have
Forårssolen giver energi og varme. Men solen og lysets tilbagevenden efter vinteren betyder også, at man pludselig ser alle de ting i huset og haven, som trænger til en kærlig hånd. Heldigvis er der hjælp at hente på den store markedsdag Forår i Hus og Have på Køge Torv.
Farver og friske ideer til haven
Haven ser lidt grå ud i forårssolen og kalder på kraft og farve. Til inspiration har vi, ligesom tidligere år, sammensat et væld af spændende markedsstande, der giver inspiration til haven - lige fra hønsegødning til smukke økologiske stauder.
Fra Foreningen Praktisk Økologi er der ideer til hvordan man udnytter havens økologi så man får en have der er nem at holde. For den der er interesseret i det vilde dyreliv i haven kan man få information om bier, nyttedyr som insekter, fugle og pindsvin. Nysgerrige børn kan opleve forskellige edderkopper v. Naturskolens stand.
Spar penge når du vedligeholder hus
I år vil EnergiTjenesten Østsjælland præsentere forskellige vinduestyper og fortælle om hvor meget du kan sparer hvis du vælger gode vinduer. EnergiTjenesten kan også fortælle om fordelene ved det nye bygningsreglement som gælder alle boliger. Nu kan du få lavet en energimærkning af dit hus og se hvordan du kan spare på varmen og elforbruget i dit hus.
Hvis du har problemer med fugt i sommerhuset, kolonihaven, garagen, eller i kælderen, så er en solbaseret ventilation måske løsningen. SolarVenti, som du kan se i CleverTec’s stand, leverer varm og tør luft uden brug af elektricitet og forhindrer svamp, råd og mug.