| |
Er du så heldig at du har en tom byggegrund og skal til at bygge dig et nyt hus, skal du være opmærksom på, at der den 1. april i år kom nogle nye tillæg til bygningsreglementet. De gør projekteringen lidt mere besværlig og dyrere, men de sikrer også, at du får et bedre hus, der er billigere at bo i.
40 % af energiforbruget i Europa går til vore bygninger. I Danmark alene drejer det sig om et beløb på 50 milliarder kroner om året. De nye tillæg til bygningsreglementet skal få os til at spare mindst 25-30 % på energiforbruget. Ideen er at kravene bliver strammet hvert femte år, så vi skal blive bedre og bedre til at bygge nye lavenergiboliger. I en senere klumme vil der komme hvad det betyder for de eksisterende huse.
Energirammen
Hvor der førhen skulle laves en beregning af hvor meget varme et hus tabte, skal der nu laves en beregning af hvor meget energi et hus skal tilføres, en såkaldt energiramme. Det betyder, at der som noget nyt også skal medregnes hvor meget energi der går til at opvarme det varme brugsvand samt elforbruget til fx cirkulationspimper og ventilation. Det maksimale energiforbrug et nyt hus må bruge, bliver beregnet ud fra husets størrelse.
Til at finde ud af hvor meget energi et hus behøver, er der kommet et nyt beregningsprogram, BE06. I det skal boligen beskrives, hvor stor den er, hvor meget isolering der er i væg, loft og gulv, antal og størrelse af vinduer og deres orientering + mange andre ting. Dertil skal varme og ventilationsanlæg beskrives, samt eventuelle varmepumpe, solvarme- eller solcelleanlæg. Programmet er ikke specielt brugervenligt, og kræver en del øvelse, for at kunne bruge.
Når alle data så er indtastet i programmet kommer det med et resultat om huset overholder energirammen, dvs. bruger mindre energi end det er tilladt i forhold til størrelsen. Resultatet er summen af tre tal, ”Varme” som er et udtryk for, hvor meget energi der skal bruges til opvarmning og varmt brugsvand, ”El” som beskriver, hvor meget elektricitet der skal bruges til fx cirkulationspumper, samt den nye faktor ”Overtemperatur”. Den sidstnævnte er lidt speciel, og erfaringsmæssigt, så skaber den store problemer for fx arkitekter eller andre der projekterer nye bygninger. Den er et udtryk for, at der bliver meget varmt i boligen om sommeren. Mere præcist beregner programmet, at ud fra størrelsen af vinduerne og deres orientering bliver der mere end 26 grader varmt i boligen, så det er nødvendigt med køling. Og energiforbruget til dette køleanlæg (også selvom det ikke bliver installeret!) bliver man så ”straffet” for i beregninger. Så det gælder om at lave nogle boliger (og kontorer, skoler osv.), hvor det er til at opholde sig i hele året uden overtemperatur.
Lavenergiboliger
Med de nye energibestemmelser er der også kommet et fælles sprog mht. lavenergiboliger. Indtil nu har der været mange forskellige termer, fx ”0-energihus” eller ”lavenergihus”, men det har været svært at sammenligne husene, og der har ikke været sikkerhed for at husene nu også var lavenergiboliger. Men nu er der kommet to forskellige klasser, klasse II og klasse I, der bruger hhv. 25 og 50% mindre energi end et hus der ”kun” lever op til energirammen. Og som noget nyt slipper man for at blive tilsluttet den kollektive varmeforsyning, hvis man bygger lavenergi klasse II eller I.
Hvis du skal bygge nyt, og synes, at det er svært at finde rundt i de nye energibestemmelser og beregninger, er du som altid meget velkommen til at kontakte os. Vi har stor erfaring med, hvordan der leves op til de nye krav – og vi kan også hjælpe dig!
Som altid er der også god information at hente på nettet:
www.groenthus.dk
www.ebst.dk/eksempelsamling_smaahuse
www.rockwool.dk
www.isover.dk
|
|