Hvis du skal bygge om eller renovere dit hus, skal du bemærke, at der er kommet nye regler. For nu skal dit gamle hus leve op til dagens krav til isolering – hvis det kan betale sig!
Skal du for eksempel skifte taget, er ideen, at du skal undersøge, om der ikke kan være lidt mere isolering under taget, nu når det nu er af alligevel. Men som nævnt er det kun, hvis det kan betale sig. Og hvornår kan noget betale sig? Der er lavet en formel, som kan hjælpe dig med det. Du skal tage den forventede årlige besparelse ved fx mere isolering på loftet, gang tallet med den forventede levetid af isoleringen, og divider dette resultat med udgiften til isolering (inklusiv eventuel håndværker). Hvis det tal der kommer ud af denne beregning er større end 1,33 er der god økonomi i at lave forbedringen.
Hvis den ekstra isolering under taget kræver, at der laves om på spær eller lofter, kan investeringen ofte blive så stor, at det ikke kan betale sig. Så i bund og grund er de nye regler ”bare” sund fornuft – har du taget af alligevel, så se lige om der ikke kan være lidt mere isolering.
Et eksempel
Et hus på 130 m2 hus med 125 mm isolering på loftet skal have skiftet taget. Hvis isoleringen skal leve op til kravene, skal der efterisoleres med 145 mm, og det vil koste 19.000 kroner, give en besparelse på 1.871 kroner om året og har en levetid på 20 år. Selve udskiftningen af taget vil koste 49.000 kroner.
Så det er 1.871 gange 20 divideret med 19.000 = 1,97. Det vil sige, det kan godt betale sig at efterisolere. Men for mange virker det underligt, at hvis man vil forbedre huset med et nyt tag, skal man også have en ekstraudgift på næsten 40 % til isolering. Det kan holde nogen tilbage fra overhovedet at gøre noget, hvilket jo er ærgerligt.
Men skal du låne pengene i din friværdi, kan der være god fornuft i at lave efterisoleringen. Med 1.871 kroner ekstra om året til afdrag af lån, kan der faktisk lånes 30 – 40.000 kroner ekstra, så isoleringen kan finansiere halvdelen af udgiften til isoleringen OG taget. Og så virker det pludselig som en rigtig god ide.
Håndværkeren må ikke lade være!
Hvis du får håndværkere til at udføre arbejdet for dig, er det deres pligt at oplyse dig omkring reglerne. Og hvis det kan betale sig at efterisolere under taget, når det nu skal skiftes, ja så må de ikke lade være – heller ikke hvis du insisterer. For så udfører de ulovligt byggeri.
Nu har jeg i eksemplerne brugt taget, men det gælder også hvis du for eksempel skal forbedre ydervæggene (regnskærmen) eller gulvene – så skal du også efterisolere hvis det kan betale sig. Og hvis du skifter vinduerne, skal de også leve op til de nyeste krav.
På følgende sider kan du beregne, hvor meget du kan spare ved at efterisolere eller skifte til bedre vinduer:
www.rockwool.dk
www.energivinduer.dk
Du kan også få hjælp og information om ombygninger og regler på følgende sider:
www.energitjenesten.dk
www.groenthus.dk
www.danskbyggeri.dk
www.ebst.dk