Min datter, Mynte, på 1½ er igen vokset ud af alt sit tøj. Det er sjovt, hvordan det kommer i ryk. Lige pludselig fra den ene dag til den anden stumper bukserne og ærmerne slutter et stykke op ad armene. Efter en lille tur i de små gader, kom vi hjem med en stor pose fint tøj. Stor glæde hos både mor og barn. Mynte synes allerede, at kjoler og flotte farver er fantastisk. Så hun ville straks have sin nye bluse på, den med den lille kat.
Tøjet er ikke rent, når det er nyt.
Problemet er bare at nyt tøj, der egentlig burde være rent og lækkert, ofte gemmer på en lang række kemikalier, rester fra farveprocessen, stivelse, parfume, eller endda rester af pesticider fra bomuldsproduktionen. Kemikalierne fra tøjet vandrer både gennem huden, og gennem slimhinderne i munden, hvis børnene sutter på det. Og hvad værre er: reaktionerne sker i høj grad ved fugtige og varme forhold, for eksempel når barnet sveder. Det er derfor en rigtig god ide at vaske tøjet, inden man tager det i brug.
Følg miljømærkerne
Man kan også prøve at spørge i butikkerne om tøjet er svane- eller blomstmærket. Det fællesnordiske og EU’s miljømærker sikrer, at tøjet belaster miljøet mindre end andet tøj. De kan findes på tekstiler, og andre varegrupper, som maling, rengøringsmidler, vaskepulver etc. Og for alle produkterne gælder, at de er de mindst miljøskadelige i deres kategori.

Hvad betyder kemien
Man ved ikke præcis, hvad mange af disse stoffer kan gøre ved os, men der er indikationer på, at en del af de problematiske stoffer kan reagere med hinanden. Disse reaktioner undersøges ikke, når man vurderer de enkelte produkter. Der er derfor grund til at tro, at jo flere forskellige stoffer vi omgiver os med, desto flere ukendte og ikke-undersøgte følgevirkninger, udsætter vi os selv for.
Hvad kan vi gøre?
Når jeg køber tøj til min datter, køber jeg det blomstmærkede undertøj, som fås mange steder og jeg sørger for at vores vaskepulver og rengøringsmidler også er miljømærkede. På den måde nedsætter jeg mængden af kemikalier og kan bedre undskylde, når hun ”får lov” til at få sin kattebluse på den første dag, mens resten af det nye tøj bliver vasket inden brug.
Jeg tror ikke, vi kan være de rene engle, men det er rart at vide, at man kan gøre en indsats for at passe bedre på de små. Miljømærkerne gør en del af arbejdet og jeg prøver at gøre min del.
Klummen er en del af kampagnen "På mærkerne for dig og din baby" lanceret af Miljømærkesekretariatet. Se vores kampagneside her.