Ro i sjælen, det får vi i naturen!
En terapihave kan være mange ting og er ikke en ny opdagelse. Langt tilbage i tiden har vi gjort brug af naturens helende virkning. I dag findes mange forskellige terapihaver, som hver især er målrettet et bestemt formål.
Haven i Alnarp
Et besøg i ’Alnarps Rehab Trädgårdar’ lidt udenfor Malmø, viser hvordan der stadig forskes i naturens indflydelse på vores sind. Terapihaven i Alnarp er målrettet borgere, som er sygemeldte på grund af stress. De patienter der tilbydes et 10 ugers kursus i haven, har været sygemeldt i flere år og har måske også haft anoreksi eller forsøgt selvmord.
Undgå krav
Krav er det værste en stressramt kan blive udsat for. Ved at skabe forskellige havemiljøer med ro, ”vild natur” og vand, kan patienterne lukke omverdenen ude og blive styrket mentalt. I disse omgivelser, hvor hjernen ikke har brug for at anstrenge sig, tilbydes samtaler, øvelser og praktisk havearbejde af et tværfagligt team bestående af psykiater, gartner og ergo- og fysioterapeut. Haven er efterhånden almindelig anerkendt og mange patienter oplever en positiv bedring af deres livssituation.
Terapihave i Danmark
Projektet er så positivt, at man i Hørsholm i Nordsjælland har fundet et ideelt stort område, med mange forskelligartede gamle træer og vild natur. Her skal en ny terapihave anlægges, som bygger på erfaringerne fra Alnarp.
En sund pause
Besøget i Alnarp er interessant, men får mig også til at tænke på det mere umiddelbare. Hvad med en dejlig tur i park eller strand! Find din egen bænk i en nærliggende park, hvor der er ro og fred. Vælg et sted omkranset af buske, og lad dit blik hvile på smuk natur. Har du sø, å eller strand i nærheden, kan du prøve at finde en plads, hvor du kan sidde med træer eller buske, der skærmer dig på ryg og sider. Se ud over vandet eller lad dig opsluge af bølgernes uendelige brydninger, og lad roen falde over dig. Har du egen have, er du måske nu inspireret til at tilrettelægge din egen lille terapihave. En lille plads i haven, der giver din sjæl og hjerne ro og en sund pause.