Vi har lejet en bil og er taget fra New York kl. 5 om morgenen. Vi skal til et vælgermøde i Pennsylvania med Barack Obama, den demokratiske præsidentkandidat. Pennsylvania er en svingstat, der både kan gå til demokraterne og republikanerne, så kandidaterne kæmper om vælgerne her blot en uge før det amerikanske præsidentvalg.
Vælgermødet afholdes udendørs på en stor sportsplads ved universitetet i byen Chester. Portene bliver åbnet kl. 8.00, og vi tror vi er i god tid. Men da vi når frem, kan vi se, at mange andre end os har trodset den konstant silende regn og stride blæst og har stillet sig i kø foran indgangen. Halvvåde, paraplydækkede, men glade og forventningsfulde mennesker. Udstyret med kaffe og nyindkøbte huer bliver ventetiden tålelig og den boblende stemning tørrer os indefra.
Kl. 10 kommer Obama. Introduceret, trods det åbenlyst overflødige heri, af en lokal prædikant og nogle lokale demokrater. Ivrige vanteklap, hujen og Yes-We-Can-råb byder ham velkommen. Som han står der i regnen og insisterer på at argumentere for sine synspunkter, udgør han i sig selv den forandring, som han indgyder alle sine supportere håb om vil komme. Han taler om dialog og langsigtede perspektiver for sin politik. Blandt de mange blå skilte med variationer over sloganerne Yes We Can, Change og Hope, ser jeg også et rødt skilt med påskriften Stop Global Warming.
Efter sin tale forlader Obama storsmilende og drivvåd podiet, mens han hilser på de nærmeststående disciple. Alle folk er glade, ingen har travlt med at forlade stedet, hvor en historisk begivenhed for hver enkelt af de tilstedeværende har fundet sted. Man tager billeder af hinanden og deler den digitale hukommelse og dokumentation af, at han var lige der – og vi var lige her.
På valgdagen er der en hektisk stemning på de frivilliges kontor. På en gang opmuntret af de sidste dages overbevisende meningsmålinger, men samtidig rystende nervøse for, at et eller andet skal gå galt og en historisk chance gå tabt.
Restauranten er pyntet med blå, hvide og røde heliumballoner. Alle drikker Obama-drinks. Valget vises på store tv-skærme, og da de første meldinger om vundne svingstater løber ind, udløser det, som den mest fantastiske kliché, et hav at konfetti. Da det bliver offentliggjort, at Obama har vundet, bliver der jublet og dyttet i gaderne. Det er noget, vi er sammen om, vi har en fælles fest.
Dagen efter tager vi til et velbesøgt post-valgmøde, hvor et par af New Yorks kritiske hoveder har indvilliget i at give deres udlægning af rigets tilstand. Henført smilende sidder de i panelet og har svært ved at finde ord, der oprigtigt udtrykker deres glæde og lettelse. Deres ansigtsudtryk hjælper dem på vej: De er forelskede!
Trods det forhold, at kærlighed gør blind, formår det intellektuelle panel at reflektere over situationen. Den visionære optik er stadig intakt, og en af de væsentligste problemstillinger, de forventer Obama vil kaste sig over, er en ny energiplan for USA – det drejer sig selvfølgelig om forsyningssikkerhed, men i allerhøjeste grad også om at stoppe den globale opvarmning.
Drømmenes tid er ikke forbi endnu – måske er den først lige begyndt. Men som skribenten Katha Pollitt fra The Nation understreger, med særlig adresse til den store frivillige mobilisering, der har kendetegnet Obamas kampagne, så er befolkningens opgave ikke slut, selvom præsidenten nu er valgt. Hvis Obama skal lave sin forandring, har befolkningen et ansvar for at engagere sig, støtte og give mandat, også selvom forandringen i praksis betyder kompromisser og pragmatisme.
Det gælder i den amerikanske virkelighed, såvel som i den danske.
Det røde skilt fra vælgermødet hører så absolut sammen med Obama-kampagnens blå, men et enkelt vigtigt ord mangler:
Hope
Change
Yes We Can
Stop Global Warming
TOGETHER
