Hvad har sparepærer og elspareskinner at gøre med humanitær hjælp i Afrika? Det er ikke umiddelbart til at se, men ikke desto mindre svaret på et anderledes elspareprojekt, der netop nu vinder udbredelse i Danmark.
Energi til Afrika, som projektet hedder, udføres af Energitjenesten, der giver gratis råd om bl.a. energibesparelser. Men gratis råd skal ofte følges op af andre og mere spændende midler, hvis folk skal motiveres til at tage del i et ellers kedeligt emne som energibesparelser. Det nyligt introducerede begreb ’klimakvalme’ er et udmærket eksempel på, at folk allerede er ved at nå et mætningspunkt i forhold til den verserende klimadebat.
Energi til Afrika er forsøgt gjort anderledes spændende. Konceptet er enkelt: du får gode og konkrete elspareråd af Energitjenesten, og går til gengæld med til at donere første års besparelse på elregningen til et skoleprojekt i Kenya. Din elbesparelse bliver ikke gjort op i kroner og kWh, men konverteres derimod direkte til hjælp i Afrika. Husk at slukke lyset i stuen 1 time om dagen, og et barn kan få betalt sine skolebøger i et år på en skole i Kenya.
På den måde bliver debatten anderledes positiv: i stedet for at gøre elbesparelser til en begrænsning af folks behov, konverteres de med projektet til en mulighed for at gøre en indsats for verdens fattige. Abstrakte størrelser som CO2 og kWh erstattes med et nærværende begreb som socialt ansvar.
Indtil dato har fire børn fået betalt deres skolegang i et år gennem projekt Energi til Afrika. Ved blot, at nogle danskere har justeret deres forbrug og sparet på strømmen. Ingen dårlig klimasamvittighed, ingen løftede pegefingre – det er ren velgørenhed og det er let at være med. Det er da hvad man kan kalde en solstrålehistorie!
Energi til Afrika er et projekt støttet med midler fra Dansk Energis Energisparepulje. Du kan læse mere om projektet på Merkur Fondens hjemmeside www.merkurfonden.dk - eller kontakt Energitjenesten: 70 333 777