|
Det Grønne Hus tilbyder sig som tovholder for større naturprogrammer, som for eksempel regulering af Kæmpe-bjørneklo. Vi har erfaring med at skabe og udvikle strategier, udføre kampagnetiltag, skabe og følge op på borgerinddragelse, etablere ejerskab hos de involverede parter, tage og fastholde kontakt til private, udtænke processer og løsninger, samt evaluere og vurdere proces og resultater.
Bjørneklobekæmpelse Det Grønne Hus er den rette partner i samarbejde om indsats på tværs af offentlige og private aktører. Bjørneklobekæmpelsen i de tidl. Køge og Skovbo kommuner har været en succes og metoden kan med fordel konverteres til andre lignende projekter.
Ny Køge kommune har valgt at gøre en ekstraordinær indsats for at bekæmpe Bjørneklo.
Årsagerne er blandt andre, at Bjørnekloens saft er sundhedsskadelig, og indvirker negativt på hudens naturlige modstandskraft overfor solens stråler. Den virker nærmest som en slags modsat solcreme. Børn bør derfor under ingen omstændigheder udsættes for planten, de steder de leger, men vi voksne skal også tage os i agt. Bjørneklo er også problematisk for den eksisterende fauna. Den har ingen naturlige fjender, men vil med sine store blade tilegne sig områderne og fortrænge de naturlige arter og dermed også de insekter, fugle og pattedyr, der lever i området. Resultatet bliver et fattigt dyreliv og en kedelig natur.
Bekæmpelse af bjørneklo involverer kommunale, semioffentlige (Banestyrelsen) og private lodsejere. For at få en samlet indsats har der været fokus på at få borgere og virksomheder i tale og det har været oplagt at etablere et samarbejde mellem kommunerne og Det Grønne Hus.
Målgrupper: I bekæmpelsen har indsatsen været rettet mod følgende målgrupper: borgere, De grønne erhverv (landbrug), banestyrelsen, private virksomheder, samt en række grønne organisationer
Formål: Formålet er at kortlægge, informere om, begrænse og bekæmpe Kæmpe-bjørneklo, over en lang årrække. Processens omfang er til dels styret af at bjørnekloens frø kan ligge i jorden op til syv år før de spirer, og indsatsen bør derfor være spredt over tid. Derudover kan der være områder, hvor det af praktiske eller logistiske grunde ikke er muligt at bekæmpe effektivt, og det kan således forsinke processen.
Fremgangsmåde: I begyndelsen har fokus først og fremmest været at få kortlagt udbredelsen og omfanget af Kæmpe-bjørneklo i Køge og siden hen i Skovbo kommuner. Når dette er registreret kan en strategi for begrænsning og bekæmpelse lægges for de forskellige områder. Dette arbejde har krævet meget synlighed og kontakt til borgerne, da det har været vitalt for processen at folk meldte ind, når de havde set forekomster af bjørneklo. Borgerinformation i forbindelse med at kortlægge Kæmpebjørneklo har været formidlet igennem klummer, indlæg i aviserne, ring-ind kampagner og udstillinger blandt andet på Køge rådhus. Dernæst har Det Grønne Hus og kommunerne lagt strategier for de forskellige indsatsområder. Områderne er delt efter om lodsejerne er borgere, virksomheder, semioffentlige, eller kommunale, og indsatsen indrettet efter tilgængelighed og bjørnekloens udbredelse og omfang.
Hermed bliver fokus lagt på direkte kommunikation til involverede parter. De kommunale og semioffentlige erhverv overtager egen bekæmpelse, i løbende kontakt til koordinatorerne i Det Grønne Hus, der til stadighed opfølger og giver faglig vejledning til bekæmpelsen.
Der tages kontakt til og afholdes fællesmøder for private lodsejere, hvor der informeres om problematikken, gives en forståelse for alvoren og etableres et ejerskab til kortlæggelse og bekæmpelsesprocesserne. Således har Det Grønne Hus en meget opsøgende funktion overfor private lodsejere i denne og følgende faser.
Derfor det Grønne Hus:
Det Grønne Hus har været knudepunkt for indsamling af information, samt borger og lodsejer kontakt. Registreringerne er indtegnet på kort. Udstillinger synliggør proces og opfølgning for borgere og medvirkende private lodsejere og virksomheder. I samarbejde med kommunerne udføres løbende opfølgning hvorefter Det Grønne Hus formidler udviklingen til de involverede parter.
Bjørnekloen er under kontrol, og i forbindelse med de enkelte dele af processen har der været en stærk interesse hos borgerne, velvillighed og interesse for fællesmøder, nysgerrighed og engagement i kampen mod Bjørnekloen, og bekæmpelsen er en fast bestanddel af virksomhedsplanerne i de involverede kommunale afdelinger.
Kontakt:
Henrik Lerdorf, telefon 5667 6078
|