Jeg har så i den forgangne uge forstået på medierne, at alle disse mennesker på gaden, heriblandt undertegnede, var aktivister. Jeg ved ikke helt, om det er dækkende for min lille gruppe på seks grå- og tyndhårede 50-årige, men lad nu det ligge.

Desværre blev denne positive dagsorden hurtigt overtaget af en diskussion af, hvorvidt politiet handlede korrekt når de satte 1000 aktivister i ’futtog’. Og af nogle delegerede i Bella Center, som heller ikke er villige til at se ud over særinteresser. Når en kvindelig – yngre end mig, bevares –aktivist stiller sig op og siger, at hun har været udsat for tortur efter fire timer i ’futtog’, så synes jeg det er forstemmende og skamløs proportionsforvrængning. Den samme følelse gælder, når de delegerede sylter det hele ind i åbenlys spin, taktik og destruktiv ’matchspoiling’.

Hvordan COP15 i Bella Centeret ender, er ikke til at vide i skrivende stund. Men når jeg alligevel synes der er grund til at være optimist, så har det følgende årsag: På TV så jeg åbningsceremonien til ’highlevel’ forhandlingerne med bl.a. Lars Løkke, Connie Hedegaard og Ban Ki-Moon på talerstolen. Alle som én sagde de ord, som for 30 år siden kun kunne være kommet ud af munden (dvs. fra hjernen og hjertet) af en aktivist. For 30 år siden var det utænkeligt at den slags kom fra toppolitikere, vel at mærke dem MED magten. Det var lige til at få tårer i øjnene af. Jeg synes det viser, at der er håb fremover, og hvis der ikke bliver lavet en fornuftig, effektiv og retfærdig aftale i København, så kommer den snart derefter. Anderledes kan det ikke være!

Under dette fredelige slogan sled klummeskribenten sine aktivistsåler den 12. december