Når offentlige og private vandværker og rensningsanlæg skal opfylde oplysningspligten, kan det være en stor fordel at samarbejde med en uafhængig part, der har fingeren på pulsen i forhold til, hvad borgerne har fokus på lige nu.
Det Grønne Hus laver målrettet kampagnearbejde tilpasset den enkelte målgruppe, og har de sidste mange år præsenteret Køge kommunes borgere for vandværker og rensningsanlæg.
Det Grønne Hus tilbyder erfaring med oplysningskampagner på vand og spildevandsområdet. Tillige tilbydes udførelsen og arbejdet med at skrive, omdele, arrangere og udstille, med udgangspunkt i ønsker og forslag fra initiativtagerne.
Vi har ansvar for en borgerrettet service, der både dækker de besparelser man kan opnå i husholdningerne samt information om spildevand. Herunder har Det Grønne Hus lagt vægt på at vand skal bruges og spildes med omtanke, og det er således mere en hjælpende hånd end en løftet pegefinger, vi præsenterer brugerne for.
Vi informerer om besparende installationer og metoder til brug i hjemmet, ligesom det ligger os på hjerte at formidle vandets vej fra hane til hav.
Familiedag
I vores arbejde for Køge kommunes vandværker og rensningsanlæg har vi bygget informationen op om en familiedag, hvor borgerne inviteres indenfor på de forskellige værker. Her kan de se, hvordan anlæggene virker og samtidig informeres de om forhold, der knytter sig til vandlevering, vandrensning, besparelser, fornuftig brug, spildevandsforhold med mere.
Kampagneforløb
I perioden op til og efter familiedagen arbejder vi med en række formidlingsmetoder for eksempel avisklummer, brochurer og foldere og udstillinger der løbende fortæller en del af de relevante oplysninger der er forbundet med vandforbrug og spildevand.
Udstillingerne illustrerer det daglige forbrug pr. borger pr. dag og giver stof til eftertanke. På udstilllingen vises at alles indsats batter i det store billede, samtidig med at vi med pædagogiske midler viser, hvad det gennemsnitlige forbrug svarer til, hvis man selv skulle hente samme mængde vand i supermarkedet hver dag. (Det gennemsnitlige forbrug svarer til to indkøbsvogne fulde af vandflasker.)
Det Grønne Hus og vandværker og rensningsanlæg i Køge kommune har haft stor succes med kampagnerne, hvilket blandt andet viser sig ved et stort fremmøde til familiedagen, men også ved en øget opsøgende kontakt fra borgere med spørgsmål til emnet i den periode hvor kampagnen kører.
Se også vores samarbejde med SEAS-NVE
Ønskes yderligere oplysninger kontakt:
Julius Nielsen, telefon 5667 6074